Skriv sikkert til os (for borgere – vælg Aarhus Kommune og skriv ‘Att: Børnehus Midt’ i emnefeltet)  

CPP behandling

Ydelse

Børnehus Midt tilbyder en relationel, traumeinformeret behandlingsform, hvor der arbejdes med barnets (traume)symptomer samt med relationen mellem barn og omsorgsperson, CPP.

CPP står for Child Parent Psychotherapy.

CPP-behandlingen i Børnehus Midt er målrettet traumatiserede børn og unge i alderen 0-6 år.

Tidlig og relations-orienteret behandling giver små børn en mulighed for at komme sig efter belastende eller traumatiske oplevelser på et tidspunkt, hvor deres hjerne, tilknytning og følelsesmæssige regulering stadig er ekstremt formbare. Forskningen viser tydeligt, at netop denne kombination: tidlig indsats og fokus på relationen mellem barn og omsorgsperson har en markant positiv effekt på både barnets udvikling og forældrenes trivsel.

Børn, der tidligt udsættes for vold eller overgreb uden at få tidlig og rettidig hjælp, har markant forhøjet risiko for både psykiske, fysiske og sociale følgevirkninger gennem livet. Det er et område, hvor forskningen er meget tydelig: jo længere tid der går uden støtte og behandling, desto større er sandsynligheden for vedvarende problemer.

Lovgrundlag

Barnets lov § 32 stk. 1 nr. 5

Målgruppe

Tilbud om CPP-behandling i Børnehus Midt gælder 0-6-årige børn, der tidligere er udredt i Børnehuset. Udredningen kan være aktuel eller ligge lidt tid tilbage. Ved udredning, der ligger tilbage i tid, kan der være behov for genscreening/opdateret status på symptomer, således at det sikres, at der fortsat er behandlingsgrundlag. Er der behov for genscreening afregnes dette pr. timepris med udgangspunkt i det nødvendige antal sessioner til barn/forælder, typisk 3 sessioner.

CPP anbefales som behandlingsmetode, når barnet har oplevet mindst én potentielt traumatisk begivenhed og vurderes påvirket heraf. Derudover anbefales metoden, når der samtidig vurderes behov for at styrke relationen mellem barnet og omsorgspersonen, idet omsorgspersonens forståelse og håndtering af barnets traumer er afgørende for at kunne bringe barnet tilbage i trivsel.

CPP kræver, at den primære omsorgsperson kan og vil indgå i behandlingen på en tilstrækkeligt tryg måde. CPP kan således ikke iværksættes, såfremt at omsorgspersonen ikke kan/vil deltage i behandlingen hver gang, selv er ramt af alvorlig psykisk sygdom eller er ude af stand til at skabe et trygt rum for barnet.

I forhold til kommunens indsats er det væsentligt at understrege, at CPP ofte ikke bør stå alene. Udbyttet styrkes som udgangspunkt markant, når kommunen samtidig arbejder med stabilisering af rammerne omkring familien, sikring af kontinuitet i omsorgssystemet og understøttelse af omsorgspersonens mulighed for at indgå stabilt i forløbet. Efter endt CPP-forløb kan det desuden være relevant at fastholde en udviklingsstøttende indsats i barnets hverdag, så de opnåede forandringer forankres.

Formål

For barnet er målet reduktion af traumereaktioner, øget følelsesregulering og en styrket oplevelse af tryghed i relationen til omsorgspersonen. For omsorgspersonen er målet en øget forståelse af barnets reaktioner i et traumeperspektiv samt en styrkelse af sensitivitet, mentalisering og samspil.

Behandlingen med CPP foregår med barn og omsorgsgiver i samme rum. Dermed arbejder man direkte og in vivo med samspillet, frem for at tale om barnet eller give gode råd i enerum til forælderen. Det er en af de få metoder, der integrerer traumebehandling med tilknytningsteori. Foruden at bearbejde barnets traumer, genopbygges forælderens evne til at være en tryg base. Desuden hjælper CPP forældre med at forstå, hvordan forælderens egen forhistorie og ubearbejdede oplevelser, kan stå i vejen for deres evne til at støtte deres barn her og nu. 

Forskningen i effekten af CPP viser positive effekter i forhold til posttraumatisk stress, adfærdsproblemer og psykologiske funktioner blandt de børn, der har modtaget behandlingen. Ligeledes ses en reduktion i symptomer på stress, angst og depression hos børnenes omsorgspersoner samt en forbedring af tilknytningen i relationen mellem barn og omsorgsperson.

Behandlingspakke

Der udbydes en behandlingspakke af 20 sessioner inklusive ca. 3-4 indledende samtaler med forældre / primære omsorgspersoner.

Pakken indeholder:

Opstartsmøde med Børnehuset, omsorgsperson(er) og henvisende kommune

3-4 forsamtaler med primære omsorgsperson(er)

Dyadiske behandlingssessioner (16-17), hvor både barn og primær omsorgsperson deltager hver gang.

Ved behov for yderligere sessioner kan tilkøbes yderligere en halv eller en hel pakke.

Vidensgrundlag

CPP er blevet evalueret i flere randomiserede kliniske studier i både USA og Sverige med lovende resultater på baggrund af forskellige typer af traumatiske begivenheder. ​

​Forskningen viser positive effekter i forhold til posttraumatisk stress, adfærdsproblemer og psykologiske funktioner blandt de børn, der har modtaget behandlingen.​

​Ligeledes ses en reduktion i symptomer på stress, angst og depression hos børnenes omsorgspersoner samt en forbedring af tilknytningen i relationen mellem barn og omsorgsperson.

 

Du kan læse mere om behandlingen i vedhæftet informationsfolder eller kontakte Børnehus Midt på tlf: 89 40 11 04.