Stabiliserende og støttende samtaler
Børnehus Midt tilbyder stabiliserende og støttende samtaler til børn og unge samt deres primære omsorgspersoner.
Lovgrundlag
Barnets lov § 32 stk. 1 nr. 5 eller § 32 stk. 1 nr. 8.
Samtalerne er målrettet børn/unge (0-18 år), der har været udredt i børnehuset, og ved behov inddrages deres primære omsorgspersoner. Samtalerne kan også være målrettet forældrene.
De stabiliserende og støttende samtaler kan være en fortsættelse af udredningssamtalerne eller være en del af kommunens planlægning af et videre støttende/behandlende forløb i kommunalt regi.
Udredningen kan være aktuel eller ligge noget tid tilbage.
Formål
Formålet med stabiliserende og støttende samtaler er, at støtte børn/unge og deres primære omsorgspersoner i at øge trivsel. Ligeledes er det formålet, at støtte barnet/den unge og deres primære omsorgspersoner i at fastholde en hverdag, som kan være truet af reaktioner og konsekvenser i forbindelse med at barnet/den unge har været udsat for voldelige eller seksuelle overgreb. Formålet kan også være tiltag i forhold til at forberede et barn/ung og deres primære omsorgspersoner til et efterfølgende behandlingsforløb. Samtalerne kan derudover være målrettet plejefamilier og anbringelsessteder, der varetager omsorgen for børn 0-18 år.
Tilbud
Varigheden er defineret i opdeling af en lille pakke og en stor pakke i en afgrænset periode på 2-6 måneder.
Pakke 1:
- Opstartsmøde med kommunen og evt. barnet og forældre
- Individuelle samtaler med barnet (5)
- Kort afsluttende statusskrivelse
- Afsluttende møde med kommunen og evt. barnet og forældre
Pakke 2:
- Opstartsmøde med kommunen, og evt. barnet og forældre
- Sessioner, der kan fordeles mellem barn/primære omsorgspersoner efter behov (10)
- Netværksmøde
- Kort afsluttende statusskrivelse
- Afsluttende møde med kommunen, og evt. barnet og forældrene
Inden samtaleforløbet begynder, vil der være et opstartsmøde med deltagelse af Børnehus Midt, henvisende kommune, evt. andre relevante samarbejdspartnere, og, efter aftale, barnet og/eller forældre eller andre primære omsorgspersoner.
Samtalerne vil bygge på en anerkendende tilgang og fokus vil være på at understøtte, stabilisere og motivere.
Samtalerne kan fx indeholde:
- Psykoedukation og understøttelse af forældreevne, der specifikt retter sig mod forældre/omsorgspersoner, hvis barn/ung har reaktioner i form af krisereaktioner.
- Stabilisering af barnet forud for behandling inspireret af de særlige forudsætninger, der er væsentlige for at et barn kan indgå i et behandlingsforløb. Her kan barnets og/eller dets omsorgspersoner/andre relevante parter også indgå.
- Samtaleforløb i forbindelse med reetablering af familiedynamikker med det formål, at håndtere de forandringer/udfordringer, som kan opstå i familiedynamikken efter intra-familiært voldeligt eller seksuelt overgreb.
- Kriseintervention i forbindelse med i forbindelse med et svært sagsforløb, f.eks. en forestående eller overstået retssag og domsafsigelse.
Vidensgrundlag
Narrativ traumeforståelse
Psykoedukation
Psykodynamisk traumeforståelse
Teori om børns seksualitet, senfølger og resiliensprocesser
Arianne Struiks traumeorienterede metode med fokus på forberedelse til behandling, neurologiske reaktioner og konsekvenser af vold og overgreb
Mentaliseringsbaseret teori og metode
Systemisk teori: barnet i dets familiære, samfundsmæssige og kulturelle kontekst.
Visitation
Kommunen retter telefonisk henvendelse til Børnehus Midt på tlf. 8940 1104 til drøftelse af sagen inden henvisning fremsendes.
Kommunen fremsender henvisningsskema vedlagt relevante bilag (fremgår af henvisningsskemaet). Der skal, forud for samtalerne, foretages en vurdering af barnets fysiske og psykiske sikkerhed, samt hvorvidt timingen er hensigtsmæssig, herunder også om der er tilstrækkelige ressourcer omkring barnet til at understøtte forløbet. Denne vurdering foregår i et samarbejde mellem Børnehus Midt og henvisende kommune. Såfremt børnehuset vurderer, at forudsætningerne for at barnet kan indgå og profitere af forløbet, er tilstrækkeligt til stede, vil et forløb kunne tilbydes.
Der indgås skriftlig aftale mellem Børnehus Midt og henvisende kommune. Aftalen udformes af Børnehus Midt.
Pakke 1: 5 sessioner
Kr. 14.826
Pakke 2: 10 sessioner
Kr. 21.422
Kommunen opkræves af Børnehus Midt ved opstart af samtalerne.